Skolen ved Søerne gennemfører i løbet af elevernes skoletid en række kolonier, lejrskoler og studieture. Årgangsturene er obligatoriske og indgår som en del af skolens obligatoriske undervisning. Klub Filippas ture og kolonier er frivillige tilbud for medlemmer af klubben.
Formål
Det overordnede formål med alle Skolen ved Søernes kolonier, lejrskoler og studieture er,
- at styrke klasse- og årgangsfællesskab
- at styrke elevernes karakterdannelse
Ud fra det overordnede formål er fokus på læring i:
Skolens lejrskole og studieture
4. ÅRGANG – LEJRSKOLE PÅ NORDSTRAND
- at være selvhjulpen og have styr på egen bagage
- at kunne håndtere konflikter med kammerater
- at kunne samarbejde med andre, indgå i fællesskaber og være rummelig ift. andre
- at kunne være væk hjemmefra
- lejrskolen har et praktisk/musisk islæt.
6. ÅRGANG – LEJRSKOLE PÅ LUMSÅS
- at kunne tage ansvar
- at lære vedholdenhed og udholdenhed (robusthedstræning)
- at lave mad og tage ansvar for forplejning til fællesskabet
- at kunne være væk hjemmefra
- at kunne klare fysiske udfordringer
- om naturvidenskabelige forhold med udgangspunkt i de naturvidenskabelige fag.
8. ÅRGANG – STUDIETUR
- at lære om andre kulturer
- at kunne begå sig i en fremmed kontekst med anden kultur
- at kunne tage ansvar for sig selv
- at lære om kulturelle og historiske forhold med udgangspunkt i de kulturhistoriske fag.
Økonomi
Skolen kan opkræve et beløb, der svarer til, hvad forældrene anslået ville spare på hjemmeforbruget (ca. 80 kr. per dag. Kravet om forældrebetaling til forplejning kan ikke udelukke elever fra deltagelse, selvom deres forældre ikke har betalt for elevens forplejning.
Forældre og elever kan etablere en frivillig fælles indsamling eller indtjening til at dække udgifter, som skolen ikke er forpligtet til at dække.
Skolen kan også samle ind til hyggelige stunder eller ønskede oplevelser, der ligger udenfor undervisningen.
Indsamlingen må kun være til yderligere oplevelser på lejrskolen, som ligger uden for lejrskolens undervisningsmæssige formål, og som kan give eleverne mulighed for nogle yderligere oplevelser på turen, f.eks. en biograf- eller teatertur, der altså ligger uden for turens undervisningsmæssige formål.
Klub Filippas kolonier
I klub Filippa udbydes der forskellige ture og kolonier. De tager alle udgangspunkt i samme formål og læringsmål, som skolens lejrture og studieture.
Økonomi
Klubbens kolonier sælges via opslag i Overblik på Aula og klubbens medlemsblad og betaling foregår via MobilePay. Alle kolonier er med tilskud fra klubbens budget, forældrene betaler anslået 90% og klubben 10%.
For familier med delvis eller fuld økonomisk friplads, kan der ydes tilskud til klubbens kolonier, efter klubbens gældende regler.
Regler og principper
Nedenstående er en række regler og principper, som gælder, når skole, klub eller SFO afvikler lejrture og kolonier.
Overordnet set gælder skolens værdisæt og ordensregler, når vi er på lejrtur og koloni.
Alkohol
Det er ikke tilladt at indtage eller indkøbe alkohol under lejrture og kolonier. Overtrædes denne regel, er konsekvensen øjeblikkelig hjemsendelse på forældrenes regning. I situationer hvor det sker, bør medarbejdere tage telefonisk kontakt med en fra ledelsen, hvorefter hjemsendelse og kontakt til forældre planlægges.
For personalet gælder Frederiksberg kommunes alkoholpolitik, dvs. at personalet ligeledes ikke nyder alkohol under lejrture og kolonier.
Rygning
For børn og unge gælder skolens rygepolitik (herunder snus og e-cigaretter), at man ikke må ryge under lejrture og kolonier, idet det betragtes som at være på skolens matrikel.
For personalet gælder Frederiksberg kommunes rygepolitik, dvs. at personalet ligeledes ikke ryger under lejrture og kolonier.
Opførsel/adfærd
Når vi er på lejrture, kolonier eller studieture, kan der være regler og rammer, som gælder på det pågældende overnatningssted. Disse regler og rammer skal gennemgås med de børn og unge, som er deltagende på turen.
Der kan ligeledes være særlige forhold, som der skal tages hensyn til, hvis man er på tur i udlandet og/eller bevæger sig i det offentlige rum.
Opstår der situationer med børn og unge, der udviser grænseoverskridende adfærd, og personalet overvejer hjemsendelse af barnet/den unge, skal en ledelsesperson kontaktes, inden hjemsendelse sættes i værk. Ligeledes skal forældrene kontaktes.
Medicin
Er der børn og unge på turen, som benytter særlig medicin, som skal opbevares af personalet, skal forældrene sørge for at overlevere vejledning og instruktion omkring indtagelse af medicinen.
Soveforhold
Når man skal planlægge, hvordan børnene skal sove, skal følgende tages med i betragtning:
- Drenge og piger sover hver for sig.
- Børnenes indbyrdes relationer.
- Personale sover ikke med børn.
- Børn sover ikke alene.
- Vi har ikke forældre sovende.
- Særlige forespørgsler fra forældre omkring sove situation, skal drøftes i teamet og evt. inddragelse af ledelse hvis nødvendigt.
Hjemve
Oplever man et barn har hjemve, tages det hurtigt op med kollegerne, hvorefter en handleplan iværksættes.
- Er der tale om hjemve, der opstår sent om aftenen, når børnene bliver overtrætte? Er barnet blevet ”smittet”/ påvirket af andre børn med hjemve? Klager barnet over hjemve i løbet af dagen?
- At italesætte hjemve og fortælle om at det er naturligt at få hjemve. Forskellige handlemåder kan her drøftes med børnene.
- Ved ”voldsom” hjemve skal barnet hentes af forældrene, såfremt personalet skønner, at dette er i barnets tarv.
- Ved overnatninger i klubben kan det aftales på forhånd, at man f.eks. kl. 23 (senest) kontakter forældre med henblik på afhentning.
Vedtaget af skolebestyrelsen for Skolen ved Søerne
Februar 2026
Særligt for medarbejdere vedr. planlægning af lejrskoler og kolonier
Ovenstående principper udformes endvidere med følgende tilføjelse til retningslinjer for MED.
Økonomi
Til lejrskoler på 4. og 6. årgang gælder det, at ophold betales af kommunen, forplejning af forældrene under hensyn til afsnit om økonomi og gældende lovgivning.
- Teamet skal i god tid booke gratis transport med DSB. Derudover er der over skolens aktuelle undervisningsmiddelbudget afsat et mindre beløb pr. tur til udflugt.
Til studieture på 8. årgang er der over skolens budget afsat midler, der dækker det meste af ophold og rejse. Derudover opkræves forældrene brugerbetaling til kost under hensyn til afsnit om økonomi og gældende lovgivning.
- Teamet må derudover starte indsamling af ekstra midler via klassekasse, elev – og forældreaktiviteter, under hensyn til afsnit om økonomi og gældende lovgivning .
- For team, der skal på studietur gælder endvidere, at budget forelægges ledelsen til godkendelse inden bestilling af rejse og at der er en løbende kontakt med ledelsen om økonomien.
Program
I programmerne for skolens lejrskoler og kolonier skal indgå fællesskabsfremmende aktiviteter, og der skal skabes rammer for samvær og fællesskab, der knytter sig til at styrke klassens og årgangens fællesskab.