Principper for klassedannelse
Der sker, eller kan ske, klassedannelser på en årgang med følgende begrundelser i skoleforløbet
- Når eleverne indskrevet til børnehaveklasse skal fordeles i klasser og på etagerne i SFO'en.
- Klassedannelse på baggrund af en nødvendig klassesammenlægning eller udvidelse; Når en eller flere klasser på en årgang har et væsentligt lavere eller højere elevtal, kan det blive nødvendigt at sammenlægge eksisterende klasser eller oprette flere klasser på årgangen. Dette kan medføre, at antallet af klasser enten reduceres eller udvides.
Baggrunden for sådanne ændringer er et ønske om at sikre fagligt og socialt velfungerende klasser samt at overholde de økonomiske og organisatoriske rammer, herunder Frederiksberg kommunes retningslinjer for den gennemsnitlige klassekvotient. Det vil som udgangspunkt ikke være økonomisk muligt at opretholde klasser med et for lavt elevtal.
- Ny klassedannelse kan også ske på baggrund af sociale, faglige og/eller trivselsmæssige overvejelser.
Folkeskoleloven lægger vægt på klassens kontinuitet og stabilitet. Ændringer i klassesammensætningen sker derfor på baggrund af en samlet pædagogisk vurdering, hvor hensynet til børnenes trivsel, relationer, gruppedynamikker og læring indgår. Der skal ligge en helhedsvurdering baseret på sociale, faglige eller trivselsmæssige overvejelser bag (ex. Massiv mistrivsel eller udbredt mobning på tværs af årgangen, en skævfordeling af faglige eller adfærdsmæssige ressourcer, som gør undervisningsmiljøet dårligt i den ene klasse sammenlignet med den anden eller en fastlåst og usund pige-/drengedynamik.)
Enhver ny klassedannelse er en konkret og individuel situation og skal altid foretages ud fra en samlet pædagogisk helhedsvurdering foretaget af skolens ledelse. Indsatser i de enkelte klasser og på årgangen skal som udgangspunkt være vurderet eller afprøvet inden for de eksisterende klasser inden en ny klassedannelse.
Det er skolens ledelse der, i samarbejde med årgangsteamet, foretager klassedannelsen ud fra pædagogiske og sociale hensyn i overensstemmelse med skolens generelle principper for klassedannelse.
Overordnet målsætning for princippet for klassedannelse
- At vi har årgange med klasser, der fungerer godt fagligt og socialt, såvel sammen som hver for sig, som fundament for trivsel og læring.
- At have homogene klasser. Det øger forudsætningen for kammeratskab og samarbejdsmuligheder inden for klassen.
- At udnytte skolens ressourcer optimalt for at skabe den bedste trivsel og læring for alle skolens elever med de tildelte økonomiske ressourcer.
Målet med klassedannelse er til enhver tid at sikre den bedst mulige skolegang for den enkelte elev, og at informationsniveauet og forældres og elevers dialog med skolen angående dette er tilfredsstillende for alle involverede parter.
Generelle principper for placering af elever
Når skoleledelsen beslutter, at der skal ske klassedannelse på en årgang, gælder følgende principper (ikke prioriteret rækkefølge):
- Et godt læringsmiljø for alle elever
- Give de bedst mulige forudsætninger for den enkelte elevs progression i læring
- Gode forudsætninger for trivsel, læring og nye relationer
- En god balance i relationer, gruppedynamikker og fællesskaber
- Klasserne skal være nogenlunde lige store
- Have så ligelig en kønsfordeling som muligt
- Bevare gode venskabsrelationer
- Have en nogenlunde fordeling af elever med særlige behov
- Tage hensyn til elevernes forskelligheder
Særlige retningslinjer ved klassedannelse under punkt 2 og 3
Skolens ledelse og årgangsteamet tilrettelægger et forløb, hvor elever og forældre bliver informeret og hørt undervejs i processen. Der udarbejdes en plan med overblik over hele processen.
Elever og forældre informeres om baggrunden for den nye klassedannelse, den overordnede proces, de hensyn der indgår i klassedannelsen og den forventede tidsplan. Elever og forældre får mulighed for at give relevante oplysninger og perspektiver på klassen og eget barn i processen.
Efter klassedannelsen iværksætter skolen en målrettet indsats for at styrke fællesskabet i klassen og skabe et godt fundament for samarbejdet i den nye forældregruppe. Lærerteamet og skolens ledelse følger udviklingen tæt og arbejder aktivt for, at både elever og forældre oplever tryghed og sammenhold i den nye klasse.
Datagrundlag
Klassedannelsen bygger på faglige vurderinger og erfaringer fra årgangens lærere og pædagoger. Den baseres på et aktuelt og bredt grundlag, i form af observationer af læringsmiljø og gruppedynamikker, elevsamtaler, trivselsdata, medarbejdernes observationer og faglige vurderinger samt relevant viden fra samarbejdet med forældre og eventuelle fagpersoner samt relevant viden om særlige behov og igangværende indsatser, herunder eventuel PPR-involvering.
Særlige retningslinjer ved klassedannelse i børnehaveklassen punkt 1
Klassedannelsen har til formål at skabe trygge og velfungerende børnehaveklasser med gode rammer for børnenes trivsel, læring, udvikling og deltagelse i fællesskabet.
Klassedannelsen foretages på baggrund af en samlet pædagogisk vurdering af årgangen.
Datagrundlag
Klassedannelsen bygger på faglige vurderinger og erfaringer fra børnenes første tid i SFO og på skolen. Der indgår blandt andet:
- Observationer af børnenes trivsel, relationer, gruppedynamik, deltagelse og udvikling i SFO
- Samtaler med børnene om relationer, venskaber, trivsel og fællesskaber
- Oplysninger om køn, alder, tosprogethed og modtageklassebaggrund (MTG)
- Relevant viden om særlige behov, støttebehov og igangværende indsatser, herunder eventuel PPR-involvering
- Relevante oplysninger og anbefalinger fra tidligere dagtilbud og forældre
Udgangspunkt for klassedannelsen
Klassedannelsen tager udgangspunkt i årgangen som helhed og i en samlet vurdering af børnene. Målet er at skabe balancerede og velfungerende klassefællesskaber med gode rammer for det enkelte barns trivsel, relationer og læring.
Marts–april: Der afholdes relevante overleveringsmøder mellem dagtilbud, skole, forældre og eventuelt PPR. På baggrund heraf dannes foreløbige grupper, og forældrene inviteres til opstartsforældremøde.
Maj–juni: Børnene starter i SFO og deltager i aktiviteter, der understøtter relationer og fællesskaber. Pædagoger og børnehaveklasseledere observerer børnene og opbygger et bredere fagligt grundlag for klassedannelsen.
Juni: De kommende børnehaveklasser sammensættes af pædagoger, børnehaveklasseledere og ledelse ud fra de vedtagne principper og en samlet faglig vurdering.
Før sommerferien: De endelige klasser offentliggøres en uge før sommerferien. Herefter deltager børnene i fælles aktiviteter med deres kommende klasse.
Efter skolestart: Der arbejdes målrettet med trivsel, fællesskab og samarbejdet mellem skole og hjem for at understøtte en tryg start på skolelivet.
Vedtaget i skolebestyrelsen den 28. september 2026