I udskolingen afholdes der fire projektuger hvert skoleår, som er jævnt fordelt over året. I disse uger brydes det normale skema, og skoledagen strækker sig typisk til kl. 13.00. Tre af ugerne er årgangsuger, hvor klasserne ofte arbejder med fagligt indhold på tværs af årgangens klasser. Disse uger giver eleverne mulighed for at arbejde projektbaseret med aktuelle emner og begivenheder, der er relevante for årgangen, og giver en anderledes skoledag end de normalt oplever.
Der er fokus på at fordybe sig i faglige temaer, der styrker elevernes læring og skaber en engagerende og anderledes læringsoplevelse. Derudover er der mulighed for at tage på ekskursioner, som f.eks. museumsbesøg, der understøtter projektarbejdet.
Den sidste af projektugerne er hele skolens Søbyuge, som ligger ugen før påske. I Søbyuge omdannes hele skolen til en by, og børn og unge arbejder fagligt på tværs af skolen i tværfaglige aktiviteter. Det er en unik mulighed for at styrke samarbejdet mellem alle elever på skolen og skabe en praktisk og inspirerende læringserfaring.
Projektugerne understøtter desuden skolens store fællesskab samt årgangsfællesskabet, da de giver eleverne mulighed for at dyrke sociale relationer på tværs af egen og øvrige årgange. Dette skaber et stærkt socialt netværk og fremmer samarbejde, hvilket styrker både de faglige og sociale relationer mellem eleverne.