På hele skolen har vi en række særlige dage, også kaldet omlagte dage, som finder sted i løbet af skoleåret. Disse dage har typisk et særligt fagligt eller socialt fokus og formål, og er som projektugerne afkortet til cirka kl. 13.00 hver dag. Omlagte dage giver eleverne mulighed for at arbejde med andre temaer og aktiviteter, der styrker både deres faglige og sociale udvikling. Her er nogle eksempler på omlagte dage, som hvert år vil fremgå af skolens kalender:
Klippe-klister dag i december – En kreativ dag, hvor eleverne arbejder med forskellige praktiske opgaver og dekorationer samt en del julehygge.
Sidste skoledag op til jul – Hele udskolingen samles til juleafslutning i Sankt Markus Kirke, en traditionel begivenhed for at markere afslutningen på året.
Gallafest for 9. årgang – En festlig aften med lancier-dans og gallamiddag, hvor 9. årgang fejrer afslutningen på deres tid i udskolingen.
Stjerneløb i august – En teambuilding-aktivitet ved skolestart, hvor eleverne deltager i et løb på forskellige poster rundt om på skolen. Holdene er blandet på tværs af årgangene.
Flagallé i juni måned – En festlig begivenhed, hvor vi byder de kommende 6. klasser velkommen på Filippavej, da de skifter fra mellemtrin til udskoling.
Sidste skoledag for 9. årgang i maj måned – En dag fyldt med festligheder og afslutning for 9. årgang, som markerer deres sidste skoledag på skolen.
Sidste dag før sommerferien for hele skolen – Hele skolen samles til en fællessang, hvor vi synger "Ferie, ferie", som en afslutning på skoleåret og en fejring af sommerferien.
Lærerne vil altid skrive ud om den enkelte omlagte dags indhold i ugeplanerne, så eleverne og forældre er informeret om, hvad der skal foregå.